Når du har besluttet, at du vil opdrætte og har fået din første hunkat, er der en del forberedelser, både for dig og din hunkat, inden hun kan få sit første kuld. Det er f. eks. en rigtig god ide, at begynde at kigge efter en hankat til din hunkat så hurtigt som muligt. Du synes muligvis, at det ikke haster, men da det ikke er alle hankatte-ejere der låner deres hankatte ud, samt at en del hanner kun er i avlen i en begrænset periode, og du måske ikke er indstillet på, at købe din egen hankat fra starten af, bør du begynde at kigge efter en hankat som kan opveje din hunkats svagheder hurtigst muligt.
Når du har fundet en hankat som du mener har de kvaliteter som kan opveje din hunkats fejl/svagheder, skal du sammen med hans ejer have lavet en parringskontrakt. Selvom aftaler kan laves mundtligt er det bedst, at have de aftaler I laver på skrift. De ting der aftales er gerne prisen (skal du betale en samlet pris for parringen eller er der en pris for parringen og en pris per killing, evt. afhængig af killingernes alder?), hvilke test hun - og hankatten skal have gennemgået inden parringen, hvis der ikke kommer killinger kan du så komme tilbage og få parret din hunkat igen?, er der klausuler på parringen såsom restriktioner på hvor mange killinger du kan sælge til avl i DK/udlandet?, o. s. v. Når aftalen er på plads skrives den ned og I underskriver 2 eksemplarer, et til Jer hver. Felis Danica har lavet en standard parringsaftale som kan downloades fra deres hjemmeside.
Når alt er på plads er det bare at vente på, at din hunkat går i løbetid. Når hun er kommet i løbetid tager du hende til hankatten og så venter du på, at han får parret hende. Som regel er det en god ide, at en uerfaren hunkat bliver sat sammen med en erfaren hankat og omvendt. Man kan godt sætte 2 uerfarne katte sammen, men så kan der ske det, at der ikke kommer killinger ud af det første gang de mødes. Det modsatte kan selvfølgelig også ske. En hunkat er gerne i løbetid en uges tid, nogle lidt mindre andre lidt mere. Vi lader gerne hun – og hankatten være samme i hele hendes løbetid, dog tager vi hankatten fra et par timer eller mere, efter de første 2 dage, da hankatten godt kan blive lidt træt af hunkatten. Men har han været lukket væk fra hende et par timer eller mere, viser han gerne fornyet interesse når han sættes sammen med hende igen.
Hos os får hunkatten killingefoder tilbudt i den sidste 1/3 af graviditeten og de fleste vælger at spise det fremfor den voksenmad der selvfølgelig hele tiden også står fremme. Der er mere af "alt det gode" i killingefoder og vi giver hunkatten killingefoderet, for at give hende og hendes killinger den optimale start her i livet. Det er både tør - og vådkost hun får tilbudt, vådkosten er gerne tilsat lidt tun i vand, makrel i tomat eller lidt creme fraiche.
Der går ca. 9 uger fra hunkatten er parret til hun får killinger. I ventetiden er der et par ting du skal have gjort klar, så alting er parat når den store dag oprinder. For det første er det vigtigt, at du har en god dyrlæge i baghånden. Sørg for at have en klar aftale med dyrlægen om han/hun ER på vagt og HVORNÅR dyrlægen skal kontaktes. I skal også have aftalt HVEM du skal kontakte hvis din dyrlæge IKKE har vagten omkring det tidspunkt din kat skal føde, her tænker vi på nat og/eller week-end.
Du skal holde øje med din hunkat efter hun er parret. Der må f. eks. ikke komme gul eller grøn puds fra hendes vagina, det er tegn på en infektion og du skal derfor kontakte din dyrlæge for at få ordineret noget antibiotika til din hunkat. HUSK at fortælle ham at hun er parret, da der er forskel på hvilken antibiotika en gravid hunkat får i forhold til en kat der ikke er gravid!
Du kan også læse forskellige kattebøger om selve fødslen, men vælg IKKE KUN de bøger som fokuserer på de ting der KAN gå galt under fødslen. For det meste går det nemlig godt, det er jo også en NATURLIG ting, at føde, og ikke en sygdom eller noget der er beregnet til at gå galt, selvom man godt kan få den fornemmelse når man læser om kattefødsler. I vores katteri har vi haft 55 fødsler på 15 år og statistikken er som følger:
Kejsersnit: 1 (og det var endda en kat vi ikke selv ejede med som
en opdrætter ikke havde hentet efter en parring, men det er en helt
anden historie!)
Besøg hos dyrlægen: 1 gang
Udover en fast aftale med din dyrlæge er der forskellige ting du skal have gjort klar til fødslen.
1 fødekasse, enten af træ eller pap. Hvad den er lavet af afhænger mest af hvad du vil have det godt med. Nogle vil helst have en fødekasse af pap, som kun bruges en gang hvorefter den kan smides ud. Andre er til en af træ der bare skal vaskes grundigt af efter brug. Vi har bygget 3 (næsten) ens fødekasser i træ. Uanset hvad du vælger skal den stå et roligt sted i dit hjem. Hvis der er for meget ”banegård” over stedet, vil din hunkat helt sikkert vælge et andet sted at føde, f. eks under din seng eller inde i et skab. Nogle hunkatte er meget tryghedssøgende når de skal føde og VIL have et stille sted at føde. Andre er lidt mere "ligeglade/erfarne" og lægger sig gerne til at føde "hvor som helst", også der hvor ejeren har tænkt sig det fra starten af. Fødslen skal helst foregå i en fødekasse hvor du har bedst muligt overblik over hvad der sker.
Fødselsunderlag. Her kan forskellige ting bruges. Håndklæde, viskestykke, lagenstykker eller 60 x 60 cm ble-stykker. Blestykkerne kan købes via apoteket og bruges bl. a. på plejehjem og i hjemmeplejen, som underlag i sengen. Det er væskeabsorberende og derfor et rigtig godt materiale at bruge ved en fødsel, hvor der normalt er en del væske. Igen er det en smagssag hvad opdrætterne foretrækker. Selv bruger vi blestykkerne og vi skifter dem ved behov de første 1 - 2 dage, da moderen kan bløde i op til 48 timer efter fødslen. Når moderen er holdt op med at bløde skifter vi underlaget ud med uægte lammeskind, som har vist sig at være rigtig gode for killingerne at ligge på.
Digital køkkenvægt med max. 2 grams interval. Vægten skal være følsom nok til at veje killingerne og 5 grams interval kan give for meget udsving på helt små killinger.
Papir/notesbog og blyant/kuglepen. Det er en god ide, at notere alle observationer under fødslen ned, da det vil hjælpe dig ved fremtidige fødsler. Du kan f. eks. notere tidspunktet da vandet gik, de første presseveer, varighed, tidspunkt den første killing blev født, killingens vægt, presseveer for anden killing, fødselstidspunkt for anden killing, o. s. v., o. s. v. Måske har du endda overskud til evt. at notere dit første indtryk af killingen, f. eks. hovedets form; er det trekantet, er profilen lige, etc., etc. Vi indføre disse dataer efterfølgende i et word-dokument på vores pc. Nogle gange er der endda tid til at gøre det mens hunkatten føder.
1 saks. Nogle gange skal man hjælpe hunkatten med at få revet navlestrengen over og den kan være temmelig sej, at have med at gøre. Selv bruger jeg fingrene/neglene, men ikke alle bryder sig om dette og er killingen placeret meget tæt på moderen, og det bliver nødvendigt, at få navlestrengen skåret/revet over, er en saks nemmere at bruge end fingrene. DOg skal du huske, at nulre navlestreng på det punkt hvor du vil klippe den over.
Håndklæder eller andet til at tørrer killingerne af med. En førstegangfødende kan ikke altid nå, at få tørret killingerne ordentligt, og slet ikke hvis de kommer hurtigt efter hinanden. Der kan det være en god ide, at have håndklæder eller andet parat, så du kan hjælpe moderen med at få tørret killingerne.
1 pose til affald. Det er ikke altid, at en førstegangsfødende vil spise moderkagerne så der må du fjerne dem. Posen kan også bruges til de brugte blestykker.
Fløde/æggeblomme/sukker-blanding eller fødselssnapsen som den også kaldes. Det er en god og styrkende opskrift som en del fødende hunkatte sætter stor pris på, mens andre er helt ligeglade med den.
1 varmepude. Når fødslen er veloverstået plejer jeg, at lægge varmepuden ned i fødekassen, under underlaget og tænde den på 1. Jeg lader gerne killingerne og moderen ligge på den i ½ - 1 time. Det er for at evt. fostervand som killingerne har slugt og fået i lungerne kan fordampe så de ikke får lungebetændelse, for det kan killingerne dø af. Hvis jeg synes der er lidt koldt i eller omkring fødekassen, så lader jeg gerne varmepuden blive i den ene ende af fødekassen de første par dage, moderen og killingerne skal nok flytte sig fra den hvis de synes det bliver for varmt. Som et alternativ til en varmepude, som ikke alle har i huset, kan man bruge et par 1½ liters flasker fyldt med varmt vand. Man lægger dem i kanten af fødekassen, for at holde killingerne varme. Det er vigtigt at huske på, at nyfødte killinger ikke er i stand til selv at regulerer deres kropstemperatur, så udover at sikre sig, at killingerne bliver holdt varme skal man også sikre sig, at de ikke får for det for varmt.