IC S* HEDHULTARN´S MIRELLE

Jeg var taget på en udstilling i Malmø, mere for at kigge end for at købe, og her så jeg en pæn stor hankat. Det viste sig at han snart skulle være far, så de fik mit telefonnummer så de bare kunne ringe, når hunkatten havde født.

Jeg så Mirelle første gang da hun var 3 uger gammel og jeg syntes at hun så helt forkert ud, i forhold til hvad jeg havde set af killinger i Danmark. Svenskerne forsikrede mig om at sådan skulle en skovkat se ud hos dem, for at ende med at se rigtig ud. De fik ret. Jeg så Mirelle igen da hun var 6 uger gammel og gud hvor var hun bedårende.

12 uger gammel hentede jeg hende og jeg glemmer aldrig hvordan hun nærmest bare indtog mit hjem. Hun havde så høj haleføring at hun dårlig kunne komme ud af transportkassen. De andre katte accepterede hende med det samme, af ren og skær forbløffelse tænker jeg, og hun har aldrig rigtig aflagt den "her kommer jeg indstilling", hun viste fra start af.

Mirelle er en medium stor hunkat på 4 kg. Hvis der opstår uenighed i flokken (det kan være en bekymret mor der tror hendes killinger er i fare) så kommer vores lille politi-mis farende og fortæller de implicerede parter at de skal gå ordentlig hver til sit. Overfor mennesker er hun totalt overgivende. Hun har den indstilling, at kommer vi til at skubbe til hende, vender hun sig om og siger undskyld fordi hun stod i vejen. Det betyder så også at man skal passe lidt på når der er børn på besøg, for hun protestere ikke, uanset hvad de gør ved hende.

Hun er en kærlig og tålmodig mor, der hellere vil dø af sult end nægte sine børn mad. Det giver af og til nogle problemer, i starten hvor killingerne ikke kan forlade fødekassen, så når Mirelle har killinger må vi en gang imellem flytte maden ind til hende, i fødekassen.

Desværre havde Mirelle fra starten dårlig mave og vi fik hende gennemsøgt på kryds og tværs, uden at dyrlægen rigtig kunne fortælle hvad der var galt. Efter et stykke tid kontaktede jeg opdrætteren, der kunne fortælle, at det havde hendes mor også altid haft! Heldigvis har ingen af hendes børn nogensinde haft dårlig mave og det er da et lille lyspunkt.

Vi fik til sidst bugt med problemet, sådan da, men hun fik med mellemrum stadig dårlig mave og i April 99 blev det helt galt. Jeg tog hende med til dyrlægen, og efter nogle forgæves forsøg på at stabilisere hendes mave, måtte vi give op. Hendes tarmflora var så dårlig, at der ikke var andet at stille op, end at få hende aflivet. Det var et stort chok at få den besked, specielt fordi jeg troede, at hun skulle med hjem igen samme dag, men sådan skulle det ikke gå. Med tungt hjerte sagde jeg farvel til min dejlige kat og da jeg stod med hende i armene mens hun sov ind, tænke jeg på hvor meget hun vil blive savnet p. g. a. hendes store personlighed og hendes dejlige temperament.