In English please
09.02.08, tak til Wieke for billederne:-)
12.04.10
29.05.10
|
HCM: Normal d. 03.10.04 & 15.01.08
HCM: Borderline d. 05.10.06, 12.10.06, 10.02.09 &
15.12.09
PKD & PL: Normal d. 03.10.04
HD: Normal d. 03.10.04
GSD IV: Normal
Vægt d. 10.04.10 4,58 kg
|
Total indavls-coefficient: 2,34%
Pan's Polaris coefficient: 18,80%
|
|
NFO n 09 22 (Sortblotchedtabby/hvid)
f. 30.11.99
d. 29.07.10
Så kom han endelig og han er alt det jeg kunne
ønske
mig. Han er lang og har et kanon godt temperament. Det vil
blive
spændende og se hvilke kvaliteter han kan tilføje mit
opdræt.
9 måneder gammel vejede han 4.5 kg. Han havde i et par
måneder
vokset både i længden, højden og bredden. Han var
ikke
længere så lang i forhold til hans bredde, ikke ligesom han
var i starten da jeg fik ham.
3 år gammel og der er sket en masse under hans udvikling!
Dels er han stadig lang og høj, men han er nu også endelig
begyndt at få bredde samtidig med at han er tung at løfte
på.
Han har været på et 3 måneders visit i
Stockholm,
for at parre 3 damer, og da han skulle ind i Sverige, blev han vejet i
lufthavnen og vægten viste 7 kg, uden transportkassen. De to af
de
3 damer har fået kuld med ham, mens den tredje desværre gik
tom:-( Efter at Leo har været i Sverige har han sørme
taget
mere på! Han vejer 7.6 kg og det er jo ikke så ringe endda.
Han er ikke fed, så det er ren muskelmasse der sidder på
ham.
Leo blev Champion, i den *høje* alder af 4 år:-)
Jeg
vil udstille Leo lidt mere og se hvordan det går. Han har et
kanon-temperament
og lader sig ikke gå på af noget som helst, hvilket jeg jo
synes er en selvfølge, også for hankatte.
Leo er blevet opereret d. 22.04.04, mere information om det her!
17 Oktober 2004 blev Leo IC i Luckenwalde!
15.01.08
Som led i KVLs HCM-projekt har alle vores katte været inde
og få taget blod og er skannet for HCM. Leo er en af disse katte
og han skal følges i projektet på KVL hvor han dels vil
blive
skannet efter det "normale" interval, som Pawpeds
anbefaler og som, vi følger, og dels vil blive
skannet/undersøgt
når forskerne har brug for at se ham. De har valgt at bruge Leo
som
udgangspunkt for hvordan en normal kat ser ud.
16.12.08
Forskerne har bedt os om at komme med Leo i januar 2009 og
få
ham skannet, ikke fordi der er noget galt med hans hjerte,
tværtimod,
han har et sundt og velfungerende hjerte, men forskerne vil gerne
følge
og se hvad der sker med et katte hjerte efterhånden som katten
bliver
ældre og det har vi selvfølgelig sagt ja tak til. Desuden
skal vi komme tilbage med Leo om et år og få ham skannet
igen.
30.01.09
Vi har planer om at parre Leo med Kicki
i
2009; det er den samme kombination som Y2-kuldet. Vi overvejer
også
at parre ham med Oktavia, men det er ikke
endelig
besluttet endnu.
10.02.09
Det blev så først i februar at der var tid til, at
vi kunne komme med Leo og de andre katte som forskerne havde bedt om at
se:-) Det gik jo fint og Leo har et supersundt og velfungerende hjerte
og DET er jo altid rart at vide:-) Hans hjerte's status har
ændret
sig fra "normal" tilbage til "borderline" (eller equivocal som nogen
kalder
det) men på trods af denne ændrede status, har forskerne
forsikret
os om, at det ikke er noget vi skal bekymre os om, samt at skanningen i
dag vil blive brugt som "standard" for hvordan et normalt hjerte
på
en ældre kat ser ud. Den eneste grund til at han er sat til at
være
"borderline" er fordi LVFWd (Venstre Ventrikels Frivæg i
diastolen)
er 5.3 og alt mellem 5.0 - 5.5 bliver altid betragtet som bordeline.
Men
forskerne sagde, at der ikke er noget at være nervøs for
og
at hjertet er sundt og det er jo det vigtigste:-)
30.05.09
Leo er stadigvæk "still
going strong" og er lige blevet far til vores F3-kuld!
20.09.09
Leo er den stolte fader til
vores I3-kuld. Planen er at vi vil få Leo kastreret denne vinter,
dels fordi han bliver 10 i november og dels fordi han har ydet sit
bidrag til avlen, ikke kun hos os men han har flere afkom i flere lande
i Europa og snart også i Japan. Lige nu har vi besøg af en
smuk hunkat fra Østrig som forhåbentlig er gravid med Leo
(det finder vi ud af d. 22 september) og hvis hun er gravid tager hun
hjem, får hendes killinger og når de er ca. 6 uger gamle
vil Leo bliver kastreret.
09.11.09
I september bemærkede
vi, at Leo så lidt anderledes ud end normalt. Han gik og hang
lidt med hovedet, så lidt tyndere ud end normalt og virkede bare
"anderledes". Ham kom til dyrlægen som også syntes han
så lidt miserabel ud og der blev taget en del blodprøver.
De viste, at han havde lettere forhøjet nyreværdier samt
at hans T4-niveau (T4 niveau fortæller noget om hvordan
skjoldbruskkirtlen har det) lå i den høje ende og selvom
ingen af tallene var alarmerende, syntes dyrlægen, at vi
først skulle
sætte ham på en speciel nyrediæt og se om den ville
have den ønskede effekt, inden vi gav ham medicin. Efter 4 uger
på diæten tog vi Leo tilbage til dyrlægen og der blev
taget nye blodprøver som viste, at hans tal var gået ned i
normalniveauet igen. Leo skal fortsætte på den specielle
nyrediæt og skal have taget nye blodprøver i starten af
januar, for at se om hans tal forbliver normale og om vi kan styre det
med diæten eller ej. Dyrlægen sagde også, at det ser
ud som om vi kom med Leo i tide og det er vi meget lettede over, da vi
gerne vil have ham i vores liv mange år endnu.
15.12.09
Ved HCM skanningen i dag ser
Leo's hjerte stadigvæk perfekt ud og det vil være en af de
skanninger, som vil blive brugt i et phd-projekt for at vise hvordan et
normalt hjerte i en ældre kat skal se ud. Faktisk var der flere
af de ældre katte vi bragte med os i dag som vil indgå i
det phd-projekt og det er vi selvfølgelig stolte af:-) På
trods af dette, er hans status stadigvæk sat til at være
equivocal/borderline, fordi hasn venstre hjertevæg måler
5,1 og alle hjerter der ligger mellem 5,0 - 5,5
får den "diagnose". Forskerne har endnu en gang forsikret os om
at Leo's hjerte ikke viser tegn på HCM og formentlig heller
aldrig udvikle HCM, hvilken er en stor lettelse for os:-)
20.12.10
Siden vi fik konstateret at Leo havde dårlige nyrer i september
2010 har det gået op og ned med hans helbred. I en lang periode
fik han det bedre på diæten, faktisk fik han det så
godt, at vi kunne skifte hans foder over på 50% almindelig foder
og 50% diæt, men efter nogle måneder var det galt igen. I
løbet af sommeren kunne vi se, at han så værre og
værre ud, formentlig fordi han havde svært ved at klarer
den ekstreme varme, bl. a. blev hans pels mere glansløs men
derudover virkede han frisk. Vi fik taget blodprøver med
jævne mellemrum, for at holde øje med dels hans nyrer,
dels hans andre organer og der var et par gange hvor vi overvejede om
det var "nu" vi skulle sige farvel, men hver gang blev beslutningen
udskudt da Leo ellers virkede som han plejede. De sidste 14 dage af
hans liv kunne vi bare se på, at det gik ned af bakke og d. 29
Juli valgte vi at Leo skulle have fred. Det var en hård dag at
komme igennem og tiden derefter var svær, men tanken om at vi
havde gjort det rigtige for Leo gjorde det lidt mere udholdeligt at vi
havde sagt et sidste farvel.
Efter at have ventet i et par måneder fik vi resultatet af hans
obduktion. Der blev påvist noget moderat disarray og fibrosis i
hans hjerte, men der var ingen fortykkelse og hans hjerte vejede heller
ikke over 25 gram, d. v. s. at der manglede 2 vigtige indikationer
på om Leo havde HCM eller ej. Patologen fandt at Leos nyrer havde
kronisk interstitiel nefritis, som er en inflamatorisk
(betændelses) tilstand i nyrerne. Årsagen hertil kendes
ikke.
Leo var en speciel kat, en
af dem man kun sjældent får lov
til at møde, både som opdrætter og ejer, at beskrive
tabet af ham ligger uden for vores evner, desværre, men her er en
kopi af den email jeg sendte ud til alle de oprættere som har en
killing efter Leo som beskriver den sorg vi føler over det tab
vi har lidt (emailen er på engelsk fordi den er sendt til
opdrættere i hele verden):
Tears dripping on the
keyboard, a screen that is blurred and a heart that is acking.... it's been almost 2
weeks ago since I had to let you go but I am still so sad about losing
you....
I know I should have been prepared, after all your kidneys started to fail in September 2009 and we were
blessed with almost a years extra time with you, but the time where I
had to say goodbye nevertheless came to soon....
In January our hopes went up, you were looking better, you were gaining
weight again, although you
were smaller than usual, but you seemed to thrive and was happy. You were still
alert, still "king of your queens", still a stud with all what that
includes.
But then you started to look "off" again, no other way of describing
it, Allan didn't think
so, the vet said when he saw you: "I thought he would look worse from your description", but
the blood work showed what I knew in my heart, that the kidneys had
taken a turn for the worse:-(
I called the researchers in May to make sure that everything would be prepared when I had to take you in for
the last time, cause my breeder brain knew that we had to have a pm,
although my owner heart didn't want to make "arrangements" since it felt
so close, so final, to take these steps.
All of the time we have tried to keep your best interest at heart, to
be sure that you weren't
suffering, what ever that covers (?), that you were still having a good quality life
(another term that is hard to figure out), and we pined it down to
that you should still be eating and drinking, you should still look and
act the way you have always been and try to make sure that you weren't in
pain. Losing weight was one of the things we just "had" to accept and
keep an eye on, but not something we could use as a parameter.....
You looked your usual self on Friday, on Saturday you had scratch marks
on your neck. I called the
vet, he said that it could be an allergic reaction to the food. I asked him if
it could be lack of f. exa. b-vitamins which is a huge part of the
basic the skin and hair needs... maybe your body wasn't absorbing
enough from the food? He said that was a possibility too, but we couldn't
take you of the special food, cause your kidneys needed that extra help...
You were on special food from the very first day we found out about
your problems and later
we added the omega 3 and 6 oil as well as some special paste that would prevent some
of the stuff in the food that the kidneys have a hard time to digest to
pass through the kidneys, but would only stay in the intestines
before leaving your body. We did this because we wanted to keep you with us
longer, was that wrong? Was that being to selfish?
On Monday I called the vet again, we desided to wait one more day,
cause you did seem fine,
apart from the scartching in your neck and on the side of the throat... You didn't have
that look in your eyes, the look where you had given up and we
discussed at lenght what to do.... Tuesday you were no worse and no better, " No
need to bring him in", said the vet, but Wednesday you had taken a
turn to the worse, and the vet agreed that it was time. You had also lost
350 grams in 3 days, not a good sign at all..... so I called the university
hospital and asked to get an appointment, which I got the next day.
"Just bring him in between 9 - 12"... So I did.
The car trip seemed longer than usual, but it didn't take longer according to the clock. The room
seemed cold, strange on such a hot day, the staff was sympathetic, speaking in
low voices, trying to be as caring as possible, but no care could
take away my pain. When you came out of the box it was as if I saw you
for the first time in a long time, you looked so frail, so small, so
tired and I thought with a sting in my heart "I should have brought you in
before!" The pain was almost
unbearable and I can still feel that sore spot in my heart as I write this.... letting you go was easy
compared to the pain that came of the insight of letting you stay with us
for to long, but how could we let you go, you have been a part of our
life for so long that it seemed as if it would be forever.
I held you in my arms, I told you what you have always known, that I love you now and forever, and I will
see you again, anything else is unthinkable....
Every cat that pass through our lifes are special, but I would be lying if I didn't admit, that among all the
special cats, there are those that "stand out" which will eventually
break your heart but you can't stop loving them even with this knowledge.
Leo, I miss you and it will be a long time before I stop missing you, some of my past cats I still miss and
I fear that you will be among that group of cats, but I am also proud of
that and for having known and shared my life wiht such a special cat
and I wouldn't trade even a second of my life with you for peace
of mind.
Appologize for not writing about our great loss before but I simply hadn't the courage to think about Leos
life with us let alone write about his death until it was a bit
more distant. I know in my heart that no matter the lenght of time, I will
not be able to write about this without pain and I also know that some
have offsprings from Leo and will need to know about his passing as well
as what the pm will show. When I have the result of the pm I will let
everyone concerned know about it as well as put it on my hp.