Filosofien bag mit opdræt har altid været: Sundhed og godt temperament før alt andet!
Men man kan desværre ikke altid vide, hvad der ligger bag de katte man bruger i avlen. Det er dels fordi nogle opdrættere simpelthen ikke fortæller det, når man er på udkig efter en killing, og dels fordi nogle opdrættere ikke ved det. Det er som regel, fordi de opdrættere som de har købt kat af i sin tid, enten ikke ville dele de informationer de havde eller ikke har ment at det var vigtige informationer at dele. Derfor er det umuligt at gardere sig mod arvelige defekter. Sagt på en anden måde, hvis du vil eje eller opdrætte katte hvor der ikke "potentielt" ligger arvelige defekter bag, ja så kan du godt glemme alt om at eje eller opdrætte katte!
Hvad mener jeg så med, at jeg bygger mit opdræt på sundhed og temperament? Med det mener jeg, at jeg ALTID har forsøgt at lave sunde katte, d. v. s. katte der ikke var syge, enten via bakterier eller virus. Læs mere om sygdomme her! (Kommer snart!)
Jeg har selvfølgelig også forsøgt at undgå arvelige defekter, men som beskrevet ovenfor har det ikke altid været muligt. Jeg har dog heldigvis været forskånet for særlig mange af slagsen:-)
Og så er der også lige den detalje at dyrlægerne/forskerne slet ikke er enige om hvad der er arveligt og hvad der ikke er arveligt. Og at arvegangen for de fleste defekter ikke en gang er kendt!
De seneste år har vi f. eks. set at en del *nye* sygdomme/arvelige defekter er dukket op, både hos andre racer men også hos skovkatte. Det er bl. a. PKD, HCM, HD, PL og navlebrok. Vi har derfor besluttet, at alle vores avlsdyr, både nuværende og fremtidige, skal testes for PKD, HCM, PL og HD. Testen blive foretaget dels på et dyrehospital i Sverige, i Helsingborg, dels på KVL. Navlebrok bliver killingerne allerede i dag undersøgt for hos min egen dyrlæge og killinger der købes ind til avl er også undersøgt, for sådan er de nye regler for racekatte og sådan har det været siden 1. Januar 2003.
Med hensyn til temperamentet, så har jeg bestræbt mig på at bruge katte med gode temperamenter, med et par enkelte undtagelser, men dem skal jeg nok komme ind på senere. De vil være beskrevet i den statistik jeg har lavet på mine kuld, som kan ses her. (Kommer snart!)
Jeg fik min første skovkat i 1991 og hun fik sit første kuld i 1993, men selvom jeg har været med i forholdsvis mange år, så er der stadig mange ting som jeg ikke ved, simpelthen fordi den viden ikke er til rådighed... endnu. Hvis der er nogle spørgsmål som du kunne tænke dig at få svar på, så er du velkommen til at sende mig en mail.
Allan er medlem af Racekatten, en af de 4 hovedklubber under Felis danica og Norsk Skovkattering. Carli er medlem af TICA, BKV94, Maine Coon klubben i Danmark, samt Maine Coon klubben i Sverige.
mvh Carli Hækkerup