EC & Pr ALFHEIM`S FIE, DM

2 år gammel

10 år gammel

Fie var min første skovkat og hun vil altid stå som noget ganske særligt for mig. Jeg så Fie første gang da hun var ca. et døgn gammel, og selvom der ikke er så meget at se på i den alder, faldt jeg totalt for hendes mor, Grorudmyra´s Tina, der var en smuk silvermakreltabby hunkat, importeret fra Norge. Og dermed havde jeg købt min første skovkat.

Hun skulle udstilles i kuld-klassen med hendes 2 brødre og efter den udstilling var jeg overbevist om, at det var den ENESTE udstilling hun skulle på. Jeg blev dog enig med opdrætterne om, at udstille hende i åben klasse og det gik jo meget godt. Så godt at Fie, efter 21 udstillinger, blev Europa Champion d.28.09.96 i Forum.

Oprindeligt købte jeg Fie for at lave et enkelt kuld killinger på hende og her, 10 år efter, er det så blevet til 21 kuld, hvoraf de 6 kommer fra Fie. Hun har ialt fået 25 killinger.

Fie var en hunkat på ca. 5 kg. Hun var god til at føde killinger og var en meget omsorgsfuld mor. Hun var dronning i mit hjem og bestemte suverænt over de andre katte, med nogen gange hård og uretfærdig pote. Hun anerkendte dog at mennesket i "hendes" hushold, stod højest på rangstigen.

Selvom jeg havde besluttet, at Fie skullle have sit sidste kuld i foråret 2001 så blev det desværre ikke sådan. Indenfor 14 dage fortalte hun mig, at hun var blevet for gammel og træt til det pjat, så jeg valgte at få hende steriliseret. Hun har nu også ydet sit store bidrag til racen! Af hendes 6 kuld er A-kuldet, B-kuldet og L-kuldet blevet udstillet, i kuldklassen, og alle er blevet Bedste In Show, hver gang, med konkurrence. L-kuldet havde hele 7 kuld at konkurrere mod! Derudover er 12 af hendes killinger blevet udstillet seperat og 9 er gået videre i avlen.

Jeg håbede på, at selvom hun var blevet steriliseret, så ville hun fortsa være lederhunnen hos mig og det blev hun heldigvis ved med at være. Jeg fortsatte også med at udstille hende, både på internationale- og hobby-udstillinger, med gode resultater.

Selvom jeg godt vidste at Fie var blevet ældre, så mente jeg ikke at hun var så gammel, at vi skulle tage afsked endnu. Men desværre begyndte Fie at hænge med næbbet, i slutningen af November 2002, og derfor besluttede jeg at lade min dyrlæge kigge på hende.

Det viste sig, at en af Fie`s nyrer ikke længere virkede, men da den anden nyrer umiddelbart virkede fint, besluttede vi at sætte Fie på en speciel nyrer-diæt, samt give hende en antibiotika-kur, for at bekæmpe den sekundære-infektion, der var stødt til hendes dårlige nyre. Det er ofte sådan, at når en kat får dårlig(e) nyre(r), at der forekommer en, eller flere, infektioner, fordi kroppens immunforsvar er nede.

Det virkede umiddelbart som om Fie reagerede fint på det nye foder, men hun blev ved med at tabe sig og pelsen hang mere og mere på hende. Hun kom til dyrlægen et del gange, da jeg ville have en "uvildig" bedømmelse af hende.

D. 12. December tog jeg hende til dyrlægen igen, da hendes almene tilstand virkede dårlig. Hun hang stadig med hovedet, ville gerne spise, men tog ikke på, tværtimod så tabte hun sig stadig. Min dyrlæge har fulgt mine katte i 6 år, og kender både dem og mig rigtig godt. Hun kiggede grundigt på Fie, så mig ind i øjnene og sagde: "Der er ikke mere vi kan gøre for hende nu, for der er intet jeg kan gøre, for at få hendes sidste nyre til at fungere."

Først forstod jeg ikke hvad hun sagde, men så gik det op for mig, at det var mit værste mareridt der var ved at blive til virkelighed, en verden uden min elskede Fie i den! Ingen lever for evigt, selvfølgelig, men jeg har jo ikke anset Fie for at være gammel, herregud, hun var jo "kun" 11 år og 5 måneder gammel.

Fie blev aflivet af dyrlægen den dag og obduceret, fordi jeg ville vide om jeg havde taget den rette beslutning. Det viste sig, at Fie havde overlevet den sidste tid på ren viljestyrke, da hun hverken havde muskelmasse eller fedt tilbage nogle steder i kroppen, hvilket er tegn på, at hun var i den sidste fase inden hun ville have været gået bort. Leveren ville også være begyndt at vise tegn på svigt snart, så det var den rigtige beslutning vi tog.

Hun var min første skovkat, og den der gav mig lyst til, dels at opdrætte og dels at udstille aktivt i alle disse år. Da hun var min første skovkat, har hun altid haft en speciel plads i mit hjerte og det vil hun blive ved med at have.